Kirsten M. Poulsen, direktør og stifter af KMP+ House of Mentoring, ekstern lektor på CBS samt forfatter og keynote speaker
I 2000 stiftede Kirsten M. Poulsen virksomheden KMP+ House of Mentoring, som har fokus på at levere innovative mentorprogrammer til leder- og talentudvikling. Kirsten er ophavskvinde til Mentor+ konceptet og Mentor+ værktøjskassen, som anvendes i virksomheder og organisationer til at skabe effektive mentorprogrammer koblet til forretningen.
Gennem årene har Kirsten arbejdet med en række projekter med fokus på mangfoldighed – og specielt på kvinder i lederkarrieren – både i private organisationer samt inden for den akademiske verden. Et eksempel herpå er Universitetet i Oslo, som i efteråret 2017 starter det 6. mentorprogram for kvindelige post.doktorer med fokus på fastholdelse og karriereudvikling under ledelse af Kirsten.
Kirsten har mere end 25 års erfaring internationalt med udvikling af mennesker og organisationer, en MBA-uddannelse fra IESE Business School i Spanien, og hun er anerkendt både nationalt og international som ekspert inden for mentoring. Kirsten er forfatter og medforfatter til adskillige bøger og mange artikler om mentoring og diversitet samt ekstern lektor på CBS, hvor hun siden 2010 har undervist i faget ”Mentoring og coaching i en organisatorisk kontekst” ved Institut for organisation. Kirsten er desuden en af initiativtagerne bag etableringen af EMCC – European Mentoring and Coaching Council – i Danmark i foråret 2007 og blev den første formand i perioden 2007-2009.
Kirsten er medlem af Mandag Morgens Businesskvinders Advisory Board og har det faglige ansvar for mentorprogrammet i tæt samarbejde med Eva Riedel.
Blandt Kirstens vigtigste udgivelser er:
Mentorprogrammer i virksomheder og organisationer – af Kirsten M. Poulsen & Christian Wittrock, udgivet 2012, Jurist- og Økonomforbundets Forlag (DJØF).
Mentor+Guiden – om mentorskab og en-til-en relationer – af Kirsten M. Poulsen, udgivet 2008 (1. udgave) og 2015 (2. udgave), KMP+ Forlag.
Developing Successful Diversity Mentoring Programmes – af David Clutterbuck, Kirsten M. Poulsen & Frances Kochan, udgivet 2012, McGraw Hill Open University Press.
Mentoring Executives at the Workplace: A View of Practice and Research – af Kirsten M. Poulsen, kapitel 25 i bogen “The Sage Handbook of Mentoring”, 2017, redigeret af David Clutterbuck et al.
Læs mere eller kontakt Kirsten her: