
Mandag Morgen Businesskvinder er stolte over at præsentere AL BANK som ny strategisk samarbejdspartner.
Omdrejningspunktet for AL BANKs involvering i netværket er høj faglighed i form af analyser, indlæg og andet fagligt indhold samt ikke mindst værtsskab for en række netværksarrangementer i AL².
Om samarbejdet mellem Mandag Morgen Business Kvinder og AL²
Charlotte Skovgaard, projektdirektør i AL BANK udtaler “At være åbne over for omverdenen og endnu mere tilgængelige over for vores kunder, er ét af formålene med etableringen af AL². Et andet er at indgå stærke strategiske samarbejder, som giver os mulighed for at nå ud til nye målgrupper og potentielle nye kunder. Med det mål for øje har AL² og Arbejderens Landsbank valgt at indgå et samarbejde med Mandag Morgen Businesskvinder og vi glæder os til at byde Businesskvinderne velkomne.”
Charlotte Skovgaard, projektdirektør har været med i Mandag Morgen Business Kvinder siden etableringen i 2015 og indtræder som medlem af netværkets Advisory Board.
Charlotte Skovgaard har mere end 10 års erfaring i at gennemføre strategiske projekter i den finansielle sektor – ofte i spændingsfeltet mellem systemer, processer, regulering og mennesker.
Erfaringerne er høstet fra seks år som management konsulent i KPMG og fire år som Bankdirektør i Coop Bank. I dag er Charlotte projektdirektør i Arbejdernes Landsbank med ansvaret for at eksekvere bankens strategiske projekter, som typisk spænder fra nye innovative og digitale løsninger til stærkt regulerede problemstillinger.
”Tænk problemer, tal løsninger” er et vigtigt ledelsesprincip for Charlotte, dels i forhold til coachingen af medarbejdere og projektdeltagere, men også for at kunne begå sig i store og til tider politiske organisationer. Derfor er Charlotte også meget begejstret for Mandag Morgen Businesskvinders motto ”Dig where you stand”.
Udover Mandag Morgen, er netværkets strategiske samarbejdspartnere: Deloitte, UN Women, KMP+ House of Mentoring også repræsenterede i Advisory boardet.
Eva Riedel, leder af Mandag Morgen Businesskvinder, udtaler: “Der er et stigende fokus blandt virksomheder på at samarbejde om at aktivere det kvindelige potentiale til gavn for såvel virksomhederne som for samfundet. Der er ingen quick fixes, men til gengæld et top-down drevet, langsigtet commitment, der ikke kan undgå at påvirke resultaterne på bundlinen.”